Det var den 4. november 2014. En ganske almindelig tirsdags-træning. Vi havde trænet taktisk mhp. kampen mod GOG om torsdagen, og skulle slutte af med at spille på to mål. På et tidspunkt bliver jeg spillet op til skud, og vælger at kringle mit hopskud og trække den til det lange hjørne, en bevægelse jeg har lavet 10.000 gange før. Men i det jeg har skudt, føles det som om min skulder giver efter, og i returløbet føles det som om skulderen sidder forkert. Jeg svinger den rundt et par gange, og får en holdkammerart til at trække i min arm. Smerten forsvinder igen efter et par minutter, og til sidst i træningen er jeg også med til at skyde på mål uden problemer.
Da jeg kommer hjem og får mig smidt på sofaen, og skal række ud efter fjernbetjeningen, kan jeg mærke, at det gør meget ondt når jeg skal udadrotere i min skulder. Smerten forsvinder ikke natten over, som den plejer at gøre. Det blev torsdag, og der stod kamp mod GOG på planen. Skulderen gjorde stadig ondt, men som håndboldspiller så vil man nødigt gå glip af en kamp, så jeg varmede op som normalt, men skulderen gjorde ondt. Kampen var også noget rod, og jeg havde ikke et eneste skud på mål, hvilket er meget sjældent i mit tilfælde.
I dagene efter kampen var smerterne konstante. Jeg fik en masse behandling på skulderen, og det hjalp også i første omgang. Jeg sad ude i et par uger, og spillede ikke i kampen mod Kolding København. Jeg fik lavet en del øvelser og syntes selv at skulderen blev bedre. Vi havde 5 vigtige kampen i december, så jeg skulle bare blive klar. Jeg spillede også kampene, men det var ikke super godt. Jeg lavede 1 mål i 5 kampe, og kunne så småt begynde at mærke at skaden havde indflydelse på selvtilliden.
Det blev januar og dermed landsholdspause, hvor der var masser af tid til genoptræning. Jeg genoptrænede på livet løs med øvelser og styrketræning, men uden at være med til håndbold-delen. Når man elsker at spille håndbold, så er det hårdt bare at sidde og kigge på. I slutningen af januar, kunne vi konstatere at genoptræningen ikke havde den ønskede effekt, og vi fik bestilt en tid til en MR-scanning. D. 12 februar fik jeg besked på min MR-scanning: en SLAP-læsion – en af de værst tænkelige skulderskader. Selvom jeg havde været skadet i 3 mdr. på det her tidspunkt, og godt vidste, at skulderen fejlede noget, så kom det som en kæmpe mavepuster og psyken gik helt i bund.
Efter en god snak med en overlæge, fik jeg anbefalet en anden dygtig kirurg i vejle, der var specialist i kasteskuldre. Til forundersøgelsen sagde han, at der var to muligheder. Første mulighed var at ledlæben var gået fra knoglen, og skulle dermed hæftes på igen. Anden mulighed var at ledlæben blot skulle renses op. Den første mulighed gav 50/50 for at komme tilbage til håndbold på topplan, og den anden mulighed gav 9/10 for at komme tilbage på topplan. I kan forestille jer hvor nervøs jeg var inden operationen.
Heldigvis skulle ledlæben ikke hæftes fast, og jeg stod overfor en genoptræning på 3-6 måneder. Operationen var sidst i feb., og sæsonen var derfor ovre for mig. Muligheden for mit første slutspil nogensinde, og muligheden for at lave klubbens bedste resultat i historien. Bittert men sådan var det.
I stedet for at hav fokus inde på banen, så blev mit fokus rettet mod min genoptræning uden for banen. Jeg lavede et vædemål med fyssen om, at min fedtprocent, vægt og omkreds af mave, 3 måneder efter operationen, mindst skulle være det samme som inden jeg blev opereret. Et vædemål der endte med at blive guld værd for min genoptræning. Efter 3 måneder havde jeg samme vægt og samme omkreds omkring maven, men jeg havde sænket min fedtprocent 3 %. Jeg havde dermed givet mig selv de bedste omstændigheder for at komme tilbage.
Fysikken var helt i top, og jeg manglede bare at komme i gang med at kaste igen. Problemet var bare at sommerferien var kommet, og håndbolden blev lagt væk og løbeskoene blev taget frem. Dette var med til at udsætte den sidste del af genoptræningen. Men der var heldigvis ikke længe til næste sæson.
I dag d. 27. september er det 7 måneder siden operationen, og i fredags bankede vi Skive med 17 mål, og jeg er langt fra topniveau, men jeg er med til træning, med til kamp og det er fantastisk at være tilbage, og topniveauet skal nok komme igen.
Det var min første og forhåbentlig eneste langvarige skade. Det er ikke kun en fysisk rutschebane, hvor det handler om at få fysikken på ret køl. Det er i den grad også en psykisk rutschebane med gode og dårlige dage, som påvirker dit humør, livskvaliteten og lysten til at komme tilbage på topniveau. Men når det lykkes, og comebacket er en realitet, så kigger man blot tilbage på sit genoptræningsforløb og tænker det var let, men i virkeligheden så er det, det sværeste man nogensinde har oplevet!
