En stor del af de skader der opstår i dagligdagen, under motion og sport er ankelskader. Specifikt ses at 5% af alle besøg på akut skadestuer er ankelskader (1), og at disse skader dækker op imod 35% af de samtlige skader der opstår under sport (2). Dertil er det vist, at ankelskader er de hyppigste typer af skader i 24 ud af 70 sportsgrene (2).
Et deskriptivt epidemiologisk studie fra 2009-2015 omhandlende sportsgrene under National Collegiate Athletic Association (NCAA) undersøgte det totale antal af ALA. Studiet viste, at ALA udgjorde 7,3% af alle skader i NCAA, herunder 9,2% af alle fodboldskader og 15% af alle basketballskader (3).
Risikofaktorer:
Hvis man kigger på, hvem der er i størst risiko for at få ALA, så ses det ligesom med mange andre skader, at tidligere ALA er den største risikofaktor (især indenfor det første år efter skadens hændelse). Udover dette har indendørs sportsaktivitet også en betydning samt køn, hvor kvinder har dobbelt så stor risiko for at få ALA sammenlignet med mænd.
Forebyggelse:
En systematisk gennemgang af studier har undersøgt anvendelsen af såkaldt proprioceptiv (neuromuskulær) træning til at reducerer forekomsten af ALA blandt sportsfolk. I alt blev der kigget på 3726 deltagere i 7 forskellige studier. De fandt, at proprioceptive træningsprogrammer var effektive ift. at reducere antallet af ALA med 43% for førstegangs ”vrid” af anklen og 36 % for re-skade (4).
Et andet studie, inkluderende 6 RCT-studier, vurderede effekten af anvendelsen af FIFA11+ (kombineret skadeforebyggelses- og styrketræningsprogram) på fodboldspillere. Interventionsgruppen på 3806 spillere (5) modtog FIFA11+ som supplement til deres normale fodboldtræning, mens kontrolgruppen på 3645 spillere kun udførte deres normale fodboldtræning. Begge grupper havde en opfølgning efter 5-9 måneder, hvor resultatet viste en overordnet total nedsættelse af skadesrisikoen for ankelskader med 32% (6). Det tyder derfor på, at denne træningsprotokol kan anbefales til generel forebyggelse af ankelskader.
Behandling:
1. Et begreb som er effektivt i forbindelse med samtlige skader er ”POLICE”, hvilket står for:
Protection (Beskyttelse): Pas på det skadede væv.
Optimal Loading (Optimal belastning): Udsæt vævet for optimale belastning indenfor smertegrænsen.
Ice (Is): Kan bruges for at indre smerter, MEN dette har ikke en effekt på hævelse eller ”return to sport”.
Compression (Kompression:) Når der sker en skade på vævet vil vi gerne undgå mest muligt hævelse, da dette kan begrænse muligheden for hurtig ”return to sport” eller arbejde.
Elevation (Elevation): Dette kan også mindske hævelsen i det skadede væv.
2. Mobilisering: Let mobilisering af leddet er bedre end længerevarende immobilisering målt på ”return to sport” eller arbejde (7).
3. Genoptræning: Øvelser hvor man arbejder med anklens fulde bevægelighed har en god effekt. I genoptræningen skal ”let belastning” styrketræning også være en del af programmet samt let proprioceptiv træning (fx statisk balance).
4. Funktionel genoptræning: Når fasen med normal genoptræning er for let, så påbegyndes funktionel træning som bl.a. består af tungere styrketræning, dynamisk hop og landing, hvilket kan nedsætte sandsynligheden for re-skade (8).
5. Herefter kan man påbegynde tilbagevendingen af sport, hvor det kan være en god idé at benytte tape eller skinne til anklen for at gøre den mere ”stabil” og undgå re-skade.
6. Forebyggende træning for at undgå re-skade.
Manuel behandling ved en fysioterapeut kan også være en hjælp. Det ses i et studie fra Cleland et al. 2013, at 4 uger manuel behandling har på både kort og lang sigt en stor effekt på funktion og smerter (9).
-
DONJOY Stabilizing Speed Pro AnkelbandageNOK 599,00
Referencer:
1. Hølmer et al Foot Ankle int.1994 Feb;15.
2. Fong et al. Sports Med. 2007;37(1):73-94.
3. Roos et al. Am J Sports Med 2017 Jan;45(1):201-209.
4. Schiftan et al, J Sci Med Sport 2015 May;18(3):238-44.
5. https://www.sportsfysioterapi.dk/fagligt/kampagner/fifa-11plus/ 4.
6. Thorborg et al, Br J Sports Med 2017.
7. Petersen et al., 2013.
8. Doherty et al., 2017).
9. Cleland et al., 2013).
