Introduktion
Upright row er en populær skulderøvelse hos mange motionister, sportsfolk og bodybuildere, da det er en effektiv øvelse til at udvikle sideskulderne (Medial deltoideus) og nakkemuskulturen (Trapezius superior) – desværre er øvelsen også meget effektiv til at overbelaste strukturerne inde i skulderen.
Hvad er problemet med upright row?
Problemet med upright row i traditionel forstand er, at bevægelsen skaber en afklemning af især musklen supraspinatus (Subacromielt impingement), hvilket kan skabe en overbelastningstilstand i senen ( Inflammation, tendinit, tendinopati) eller f.eks. slimsækken (Bursit i Bursae subacromiale). Upright row bevægelsen minder om de skulderprovokationstest (Neers’s test og Hawkins Test) som lægerne bruger til at klarlægge afklemning i skulderen. Det vil for de fleste give god mening, hvorfor man ikke skal køre en direkte provokationstest som en del af ens skuldertræning. En irriteret supraspinatus-sene eller slimsæk, f.eks. forårsaget af upright row, vil give smerter og nedsætte funktionen af skulderen, og vil kunne medføre pause fra skuldertræning og sport, hvis der ikke tages hensyn til problematikken.
Hvordan løser man problemet?
Problemet kan minimeres ved at køre med et bredt greb kombineret med man kun trækker stangen op til brystet frem for hagen. Det ændrede greb og mindre ROM vil reducere graden af indeklemning i skulderen, men ønsker man helt at komme problemet til livs – så drop øvelsen og kør en blanding af f.eks. lateral raise og shrugs.