Introduktion
Skader på forreste korsbånd (ACL) er en relativ hyppig og alvorlig knæskade i mange sportsgrene, bl.a. håndbold. Denne skade kræver ofte en operation (ACL-rekonstruktion) og holder de fleste udøvere fra at konkurrere i 9-12 måneder, og langt fra alle vender tilbage til samme sportslige niveau. Studier har tidligere dokumenteret at risikoen for en ny korsbåndskade er 15 gange større inden for de første 12 måneder efter operationen set ift. udøvere uden tidligere skade. Men hvordan ser risikoen ud for en ny korsbåndskade efter de 12 måneder?
Studiet
Et amerikansk studie har fulgt 78 sportsudøvere, som har fået foretaget en rekonstruktion af forreste korsbånd samt 47 udøvere (kontrolgruppe) som ikke tidligere har været korsbåndskadet. Fælles for grupperne var, at de alle dyrkede sportsgrene med retningsskift eller rotationer. Begge grupper blev fulgt i 24 måneder efter tilbagevending til sport. I gruppen med tidligere skader på ACL opstod der 23 nye skader og i kontrolgruppen opstod der 4 ACL skader. Resultatet af studie var, at risikoen for nummer 2 korsbåndsskade var næsten 6 gange større end risikoen for nummer 1 skade. Studiet viste også at 29,5% af de ACL-rekonstruerede sportsudøvere fik en reskade inden for de første 24 måneders efter tilbagevending til sport.
Konklusion
Konklusionen på det amerikanske studie er, at en ulykke ikke altid kommer alene. Risikoen for en nummer 2 ACL skade efter ACL-rekonstruktion er næsten 6 gange større end for skade nummer 1 inden for de første 24 måneder. Næsten 30 procent af alle ACL-rekonsturede som vender tilbage til idræt med retningsskifte og rotation vil få en reskade inden for 24 måneder.
Referencer
Mark V. Paterno et al: Incidence of Second Anterior Cruciate Ligament (ACL) Injury 2 Years after Primary ACL Reconstruction and Return to Sport, Orthopaedic Journal of Sports Medicine September 2013 vol. 1 no. 4 suppl 2325967113S00002