Lørdag d. 30 August sidste år er en dag jeg sent vil glemme, måske vil jeg aldrig glemme den.
Jeg kan dog lige starte et andet sted.
Forud for denne hændelse havde jeg lige haft gang i min bedste sæson nogensinde, og jeg var på toppen af min karriere. Jeg havde ca. et halvt år tidligere spillet min første slutrunde for det danske landshold- oven i købet på hjemmebane, foran en udsolgt Boxen i Herning for 14.000 tilskuere. Den største håndboldoplevelse indtil videre, hvor vi trods et nederlag i finalen til Frankrig, havde nogle helt igennem fede og fantastiske uger i det danske land.
Jeg havde her fået et lille internationalt gennembrud, og jeg var klar til at tage endnu et skridt videre i min karriere.
Jeg havde haft 2 fantastiske og lærerige år i Team Tvis Holstebro, og jeg var derfor klar til at starte på et nyt eventyr i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
Et hold som efter et par magre år i dansk håndbold, ville starte på en frisk med mange nye ansigter på holdet og nyt trænerteam. Jeg var udset til, at skulle have en stor rolle i vores forsvar, som en vigtig del i det ”nye”BSV.
Opstarten i BSV var forløbet rigtig godt for mig, og trods nogle små skavanker som hører til sådan en opstart, så var jeg fit for fight til den første kamp i den nye sæson.
Vi skulle starte mod ingen ringere end Kolding København, som var forsvarende danske mestre. En fantastisk mulighed for at vise det nye hold frem for hjemmepublikummet.
Vi får en fin start på kampen, og ved halvleg er vi foran 9-8, hvilket i en forsvarsspillers øjne er en mere end godkendt stilling.
2 halvleg går i gang, og vi følges stadig ad sammen mod KKK, indtil uheldet er ude.
En modspiller lægger et pres og spiller bolden videre, glider dernæst på gulvet og fortsætter videre ind i mit venstre ben. Med et er jeg sikker på at den er helt gal, da jeg mærker noget inde i knæet give efter. Jeg er med det samme klar over, at den står på pause i meget lang tid.
Et par dage efter bliver frygten til virkelighed- mit inderste ledbånd og forreste korsbånd er revet over. Ikke nok med at jeg skal opereres i knæet, så skal mit ledbånd først hele af sig selv, inden jeg kan gennemgå operation. Denne proces tager 7 uger, så derfor bliver jeg først opereret engang i oktober. Et kæmpe slag for mig. Hele min sæson er slut.
Mange tanker går gennem mit hoved: jeg kommer ikke til at spille mere for landsholdet denne sæson, og VM i Qatar er væk, ikke flere kampe for BSV. Knap 40 minutter nåede jeg at spille i min debutkamp. En debutkamp man ikke lige glemmer, men som man helst vil lægge i glemmebogen.
Jeg vælger efter nogle hårde uger at se fremad- jeg har muligheden for at komme tilbage i mit livs form, da jeg kan regne mig frem til, at hvis alt går efter planen, så er jeg 100% fit for fight når jeg kommer tilbage efter næste sommerferie (slut Juli 2015). Jeg påbegynder desuden et forløb hos Team Danmarks Kostvejleder, så jeg kan optimere min genoptræning på alle mulige måder.
Alt kører godt i starten og fuldstændig efter planen. I januar begynder mit knæ dog at reagere negativt på genoptræningen. Mit knæ hæver og gør ondt, når jeg prøver at lægge mere belastning på knæet. Jeg har svært ved at komme videre i mit forløb, hvilket skuffende ender med endnu et indgreb i knæet i februar. ”Heldigvis” har mit knæ kun brug for en oprensning, og der er ikke noget der er ”gået i stykker” i knæet. Jeg har dannet for meget arvæv i knæet, hvilket er grunden til mine problemer i genoptræningen.
Langsomt begynder jeg nu at kunne lægge mere og mere belastning på knæet i genoptræningen, og jeg kan intensivere øvelserne.
Efter et langt og sejt forløb, står jeg endelig på træningsbanen tirsdag d 6 oktober 2015. Dagen inden er jeg til tjek med knæet hos lægen der opererede mig, som kunne give hans tilladelse til at få harpiks på hænderne og læderbolden i hånden.
Det var en fantastisk følelse at stå på håndboldbanen igen efter over 1 års pause fra håndbold.
Jeg glemmer hurtigt efter træningen, at jeg ikke på nogen måde lignede en, der engang kunne finde ud af at spille håndbold. Glæden ved bare at kunne gennemføre 20 min håndboldtræning, var en stor forløsning for mig. Dejligt at jeg ikke har nogen smerter i knæet, og at alle de ensomme timer og dage jeg har knoklet i styrkerummet betaler sig nu. Nu handler det bare om, at få lagt flere minutter på i håndboldtræningen, og så er jeg snart kampklar igen, og parat til at gå ind og få de første minutter på banen siden august 2014.
