Akut opstået skade af ledbånd og/eller knoglestrukturer i ankelleddet forekommer hyppigt. Ankelskader udgør næsten 10 % af alle de akutte skader, som man behandler på skadestuer.

Ledbåndsskader i anklen er den hyppigste skade indenfor idræt og udgør 20 % af alle idrætsskader. I enkelte idrætsgrene som fodbold (40 %), basketball (40 %), volleyball (50 %) og håndbold (25 %) udgør ankelskaderne en endnu større procentdel af det totale antal skader.

Hvad er årsagen til akut ankelskade?

Den almindeligste årsag til en akut ankeskade er, at man træder forkert. Derved vrides foden indad, og der kommer et betydeligt stræk på ledbåndene på ydersiden af anklen.

Langt sjældnere sker det modsatte, at foden vrides udad og opad med stræk på ledbåndet på indersiden af anklen. Det forreste ledbånd på ydersiden af anklen er mest udsat for skade.

Hvad er symptomerne på akut ankelskade?

Forvridning af fodleddet kan nedføre, at ledbåndet overrives delvist eller komplet. I den akutte fase vil der kunne være en voldsom hævelse relateret til en akut blødning.

Smerterne kan være så voldsomme, at man knapt kan gå på foden. Senere vil man kunne mærke, at fodleddet ikke er stabilt.

Hvordan stilles diagnosen akut ankelskade?

Over 85 % af skaderne opstår ved inversion, her vrides foden indad og strækket ligger på ydersiden af anklen,  sker ofte ved landing efter spring, løb eller vending.

Normalt overrives først det forreste ledbånd (50 % af skaderne er isoleret afrivning af dette ledbånd), derefter det midterste ledbånd (ca. 20 %). Kun i sjældne tilfælde (ca. 1 %) overrives alle ledbåndene på ydersiden. Samme skademekanisme kan også føre til knoglebrud i anklen.

Knoglebrud er hyppigere blandt ældre mennesker, mens skader på ledbånd er hyppigere hos yngre.

Andre skader

Hvis anklen låses, så man ikke kan bøje i ankelleddet (for eksempel i alpine skistøvler), kan en kraftig udadrotation af anklen føre til, at de to underbensknogler trækkes fra hinanden og ledbåndene, som holder dem sammen, overrives. Skader af ledbåndet på indersiden af anklen forekommer forholdsvis sjældent.

Undersøgelse

Det vigtigste er at fastslå, om der er en skade af ledbåndene på ydersiden af anklen eller et knoglebrud. Et typisk fund ved skader på anklen er hævelse foran og under ankelknuden på ydersiden af anklen. På baggrund af kendskab til knoglestrukturer og ledbånd danner lægen eller fysioterapeuten sig et billede af skaden.

Ved skader på ledbånd er ledbåndet som regel ømt, mens selve ankelknuden er relativ uøm. Ved brud er ankelknuden påfaldende øm. Ofte er der en betydelig blodansamling, og det kan gøre det vanskeligt at udelukke brud ved klinisk undersøgelse alene. Her vil røntgen være nødvendigt.

Hvis der går flere uger, før man kommer sig i fodleddet, er en ny undersøgelse nødvendig. Lægen eller fysioterapeuten foretager forskellige undersøgelser af fodleddet og vurderer behovet for billedundersøgelser, eller om man skal henvises til en specialist.

Hvordan behandles akut ankelskade?

Akutbehandling

Den akutte behandling er helt afgørende og skal begrænse blødning og hævelse. På den måde mindskes skaden og den tid det tager, før man er frisk igen, forkortes betydeligt.

De første 48 timer gælder RICE princippet, som er en forkortelse for Rest, Ice, Compression, Elevation. Det indebærer:

  • R – fuldstændig aflastning af benet (Rest/hvile)
  • I – kuldepakning over ankelknuden (Ice/afkøling)
  • C – fæstne kuldepakningen med elastisk bind (Compression/kompressionsbandage)
  • E – hæve benet højt, dvs. over hjertehøjde (Elevation/hævning)

Man bør bruge elastisk kompressionsbandage i akutfasen. Hvis der ikke er mistanke om brud, fortsætter man RICE-behandlingen hjemme. Man bør benytte krykker, og man bør holde sig i ro de første par dage efter skaden og sidde med foden højt.

Nedkøling gentages, når man kommer hjem og i 20 minutter hver 3.-4. time de første 48 timer. Kuldebehandlingen gennemføres ved hjælp af kuldepakninger.

Når blødningen i vævet er ophørt er målet at genvinde normal og smertefri bevægelighed, samt at modvirke en eventuel hævelse.

Det er en god ide at begynde på et intensivt træningsprogram, gerne to gange dagligt. Man starter med lette udstrækninger med bøjning op og ned i ankelleddet. Cykling er en god startøvelse – der giver let belastning. Hvis man bruger tåclips til at holde foden på plads på pedalen, undgår man overdreven belastning af ankelleddet.

Nedkøling og brug af komprimerende bandage gentages efter træning, så længe der er tendens til hævelse. Belastning uden krykker er tilladt. Det er en god ide at anvende en såkaldt ortose (en stiv støtteanordning) ved træning.

Tilbage til aktivitet efter ankelskade

Fuld smertefri bevægelighed opnås ofte inden for få uger. Man kan næsten helt undgå tab af muskelstyrke ved tidlig træning. Det kan tage op til 10 uger at genvinde tab af ledsansen. Det vil i mellemtiden være lettere at pådrage sig nye skader. Det skyldes, at man har reduceret ledsans og derfor er mindre opmærksom på, hvilken stilling man har anklen i.

Det kan tage op til et halvt år, før et skadet ledbånd er ophelet. Risikoen for at skade sig på ny er betydeligt øget i det første år. En stiv støttebandage kan beskytte i den udsatte periode.

Forebyggelse

Man anbefaler at benytte tape eller støttebandage i 6-12 måneder efter en akut ankelskade. Virkningen sker formentlig ved at stimulere ledsansen. Den rene mekaniske støtte betyder formentlig mindre.

Hvordan er langtidsudsigterne ved akut ankelskade?

Mange har fortsat problemer lang tid efter en akut skade på anklen. Der kan opstå kroniske gener med smerter, stivhed og hævelse i ankelleddet. Forklaringen kan være en bruskskade som bedst påvises med MR-scanning.

Andre får instabilitet i leddet og en sjælden gang er operation nødvendig.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre akut ankelskade?

  • Varm ordentlig op inden aktivitet
  • Vælg fodtøj der passer til aktiviteten – eksempelvis vil passende løbesko til håndboldspillere og passende glid på underlaget i hallen reducere risikoen for forvridning i anklerne.
  • Undgå at genoptage sportsaktivitet for tidligt efter skaden – vent til almindelige daglige aktiviteter som gang og løb kan udføres uden smerter.

 

Kilde: Torben Bæk Hansen, prof., ph.d., overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro

Redigeret af Erik Risum, Fysioterapeut.

 

HUSK VI ALTID HAR

 

Gratis fragt ved 500,-
14 dages returret
Gratis rådgivning

You have Successfully Subscribed!